Den 31. marts tog tre “grønspætter” på tur, for at se de virkelige grønspætter. Vi var to grønspætte-ambassadører, Ole og Marie. Derudover Hanne, som assistent for mig (Marie), da jeg er i kørestol.
Vi startede om eftermiddagen, ved Naturskolen, i Undallslund. Naturvejlederen gav os et par tip om hvilken rute vi kunne gå og hvor han havde hørt fuglene tidligere på dagen.
Først stoppede vi for at se spætmejserne. Ole tog et par fotos.
Nogle få snefnug faldt og temperaturen faldt. Næsten alle fuglene sov til middag eller sad måske bare og kiggede på sneen?
Vi gik op ad stierne og ledte efter spor. Det så ud til at en myretue havde været udsat for en lille røver med sort maske…
Der var stadig ingen lyde og ingen fugle at se.
Vi prøvede at lytte til grønspætten på mobiltelefonen. Måske vi kunne blive bedre til at genkende lyden? Måske den lyttede med og ville give et lille pip? – stadig helt stille, men en smuk tur.
Vi havde vores kikkerter med og stoppede op flere gange. Det tager tid at finde grønspætter. Der er ingen garanti for at se dem, men nogle gange kan man finde spor; huller i myretuer, huller i træstammer, en fjer eller en grønspætteklat.
Grønspætteklatter ligner små stokke. De er fyldt med rester fra myrer, så de er nemme at kende fra andre fugleklatter. Hvis du har en lup til at nærstudere blomster, så kan du prøve at se en spætteklat i den.
Vi havde ingen grønspætter hørt eller set og valgte at gå tilbage til Naturskolen. Det var tid til en kop te.
I mellemtiden var vejret blevet bedre. Solskin – ah! Vi satte os inde hos gederne og kiggede på de små kid.
Pludseligt kom to grønspætter flyvende. Den ene (en hun) landede bag gedernes trug, kiggede op et par gange og fløj hurtigt over på en træstamme. Jeg (Marie) nåede at få et godt kig på den med min kikkert, før den fløj videre og endte som en lille silhuet ved foden af en af granerne. Så smuttede den om bag et af træerne.
Den anden spætte var landet bag nogle grene, så den fik jeg kun set flyve hurtigt mellem træerne – og væk var den. Det hele gik ret hurtigt og Ole har til gode at tage et foto, men det får han nok held til en anden gang.
Da vi kom hjem var jeg træt, men heldigvis kunne Hanne lave aftensmad og imens tegnede jeg grønspætten – så godt som jeg nu kunne huske den.
Dagen efter blev der også lagt farver på.
Nu funderer jeg over hvad det betyder at se naturen i grønspætte-perspektiv. Det gør et-eller-andet ved mit syn på naturen. Lidt som at tænke på et nyt sprog.
Til næste tur vil jeg træne ørerne. Finde ud af om jeg måske kan måle mig frem til en grønspætte…
Skrevet af Marie (Grønspætte) Holdt, Viborg 31-03-2022