Beskrivelse:

Længde:30-36cm
Vingefang 45-51cm.
Den flyver i dybe buer og den grønne overside med gul overgump er næsten ikke til at tage fejl af.
Når den smutter rundt på jorden ser man den røde isse og de lyseblå eller hvide øjne.
Hannen har en rød plet midt i “skægget” under øjnene, mens hunnens er sort.
Ungerne har en plettet fjerdragt, men ellers som de voksne.

Redebygning/yngel.
Grønspætten har ikke så stærkt et næb som andre spætter.
Den finder derfor enten træer, som er rådne af svampe eller udhulet af f.eks. flagspætten.
Det tager ofte en måneds tid at fin-justere boligen.
Hannen sørger for alt det praktiske før indflytningen.
Boligen skal være cirka 40cm dyb,
så ungerne ikke kigger ud for tidligt og bliver lette ofre for rovdyr.
Hunnen lægger 4-9 æg.
Æggene er udruget på 19 dage.

Lyd.
Både hannen og hunnen trommer, men det er kun kortvarrig trommen og ikke højlydt (som f.eks. sortspættens maskingevær-lyd).
Grønspættens små tromme-hvirvler, af ca. 1½ sekund, er kun for at sige “her er jeg”.
Den bruger mere sin sangstemme…
Der står i nogle fuglebøger at dens sang har 10-18 toner,
som falder i tonehøjde osv.
Det lyder meget smukt, man forstiller sig at den synger vidunderligt som en nattergal…
Øh, undskyld skuffelsen.
Virkeligheden er at det er samme tone med lidt forskellig styrke,
noget hæshed og måske en myre, der kradser i halsen.
Jeg har målt på lyde fra grønspætter over hele Europa.
De kan altså kun ramme cirka h7 på pianoet.
Derefter har jeg fundet den nyeste forskning om deres DNA.
Det bekræfter at de mangler det gen, der gør det muligt at synge.
Grønspættens halsrør er ikke fleksibelt nok til sang.
Er der håb for næste generation?
Nej, ungerne starter med en hvæssende lyd, som senere bliver til den ene tone.

Fødevalg.
Omkring 95 til 99% af grønspættens kost er myrer og derfor ses grønspætten oftest på jorden.
Den foretrækker at finde myrer i højt græs, da den dér kan være helt skjult for rovdyr,
men vi mennesker ser den selvfølgelig kun i det lave græs.
På en delt førsteplads med det høje græs besøger den myretuerne, også helst i fuld sol.

Den er ifølge flere fuglebøger sky og vagtsom.
Det passer ikke helt. Den er mest vagtsom overfor hurtige bevægelser.
Man kan endda “snyde” den ved at gå langsomt i zig-zag og undgå at stirre direkte mod fuglen.
Lyde gør den ikke så meget, især hvis den er i et område hvor der er mange mennesker. Dens naturlige fjender er ikke larmende, men hurtige. Forestil dig en duehøg drøne gennem skoven. Det går hurtigt og det eneste grønspætten når at se er de unaturligt, hurtige skift i lyset.

Tjek også vores blog-indlæg:

Grønspætte

Grønspættens to ambassadører: